Paragraf

Vedtægter for handicaprådet i Odder Kommune

1. Navn
Handicaprådet i Odder Kommune.

2. Formål
Formålet med et handicapråd er at udbygge kontakten mellem kommunens borgere med handicap, Byrådet og forvaltningen samt at give de handicappede borgere mulighed for at drøfte og følge indholdet og udformningen af de tilbud, kommunen stiller til rådighed for denne gruppe.
Handicaprådet forudsættes i øvrigt at drøfte spørgsmål, idéer m.v., som har betydning for borgere med handicap. Handicaprådet forudsættes således at videregive idéer og forslag til Byrådet og forvaltningen.

3. Opgaver
Handicaprådet rådgiver Byrådet i handicappolitiske spørgsmål og kan behandle alle lokalpolitiske spørgsmål, som vedrører mennesker med handicap. Rådet skal tage aktiv del i at sikre dialogen og viljen til fælles opgaveløsning mellem rådet og Byrådet. Alle politiske udvalg inviterer i løbet af en byrådsperiode Handicaprådet til et dialogmøde.
Rådet skal fremme kommunikationen mellem de handicappede borgere og de kommunale organer og sikre, at synspunkter om handicappedes vilkår fremføres over for forvaltningen og Byrådet.
Byrådet hører Handicaprådet over alle initiativer, som vedrører mennesker med handicap. Rådet kan ikke behandle spørgsmål om enkeltpersoner eller -sager, heller ikke personalesager eller konkrete klagesager.

4. Antal og sammensætning
Handicaprådet består af 8 personer og sammensættes således, at medlemmerne repræsenterer forskellige handicapgrupper og forskellige sektorer i kommunen. Rådet har 4 medlemmer, der repræsenterer lokale handicaporganisationer, og 4 medlemmer, der repræsenterer Byrådet og forvaltningen. Der udpeges personlige suppleanter for samtlige medlemmer af Handicaprådet.
Suppleanten deltager ved møder, hvor det ordinære medlem melder forfald.

5. Valg
De 4 repræsentanter for handicaporganisationerne skal have bopæl i kommunen. Hvis et medlem flytter fra kommunen inden for Handicaprådets valgperiode, indtræder suppleanten og en ny suppleant udpeges. 3 af rådets medlemmer udpeges efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer. 1 medlem udpeges af Byrådet fra en lokal handicaporganisation eller gruppering uden for Danske Handicaporganisationer.
Byrådet udpeger selv sine 4 repræsentanter. Kommunen kan lade sig repræsentere af personer fra forvaltningen, ansatte i selvejende institutioner eller ansatte hos andre private leverandører, som udfører relevante opgaver for kommunen. Dog skal mindst et af Byrådets medlemmer repræsentere Byrådet i Handicaprådet.
Handicaprådet virker i en 4-årig periode, som følger Byrådets valgperiode.

6. Konstituering
De nyvalgte medlemmer konstituerer sig med formand og næstformand på første møde, som finder sted efter Byrådets første ordinære møde i en byrådsperiode. Indkaldelse til første møde i en byrådsperiode sker på Byrådets initiativ. Rådet vedtager selv sin forretningsorden.

7. Økonomi, sekretær- og ekspertbistand
Odder Kommune stiller sekretær og mødelokaler til rådighed. Endvidere kan fagpersoner fra forvaltningen inviteres, når rådet finder det relevant. Efter aftale med rådets sekretær kan der gives tilskud til kurser m.m. Kommunen afholder endvidere udgifter i forbindelse med rådets virksomhed, herunder udgifter til tegnsprogstolk og anden handicapkompensation.
Kommunen yder diæter, erstatning ved dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse efter Styrelseslovens § 16a til de medlemmer af Handicaprådet, som repræsenterer lokale handicaporganisationer.

8. Ikrafttræden
Vedtægterne træder i kraft efter Byrådets godkendelse.

Vedtaget af byrådet den 5. februar 2018